Jeg lever for min familie

Mustafa Issah Warizeehe, Tamale

Mustafa Issah har en passion; sin familie. ”Det er dem jeg lever for, og jeg vil gøre alt for dem” siger han. Mustafa Issah har aldrig gået i skole eller fået en uddannelse. Derfor er han ofte nødt til at tage dårligt betalte midlertidige jobs – og selv de er svære at få i et land, hvor arbejdsløsheden er skyhøj. Men han har ikke givet op – han kæmper. Han tager alt arbejde. Lige fra at lægge tag på huse til at gøre rent. Lige nu hugger han træ; et fysisk hårdt arbejde, der ikke giver mange penge, men det bidrager til, at han opnår sin drøm – at børnene får en bedre fremtid end han.

Man gør hvad man skal for at få mad på bordet

Sulemana Tia, 30 år, Naaluru Estate, Tamale

Sulemana Tia er en dygtig og velanset landmand i Naaluru, hvor han bor sammen med sine to koner og fem børn. På sine 14 hektar dyrker han yams, jordnødder og majs. ”Landbrug er min passion, og jeg drømmer om en dag, at kunne dyrke nok til, at hele familien kan leve af det”. Han lever, ligesom 90 % af befolkningen i den nordlige region i Ghana, af at dyrke jorden, men det er et vanskeligt klima, så der er perioder på året, hvor han må tage job som daglejer, for at kunne få mad på bordet og betale skolegang for sine børn.

Den nye kernefamilie

Akwesi Agurum, 30 år, Nawuni

Ved Black Volta floden tæt ved landsbyen Nawuni pumpes vand op, som forsyner hele Tamale by med sine 150.000 indbyggere. Her er der også en gammel transportrute, hvor folk og varer fragtes over floden på kanoer og mindre både. Her møder vi Akwesi Agurum, der padler en af kanoerne. Traditionelt i Nordghana har flerkoneri været normen, og har givet i samfundet. Med den økonomiske og sociale udvikling, der sker i Nordghana, er også denne praksis under forandring. De unge vil gerne være sikre på, at de kan tage sig godt af deres børn og sikre deres fremtid. Dette påvirker også Akwesi. ”Jeg har valgt kun at have én kone lige nu, så jeg er sikker på, at jeg kan tage mig af hende og børnene. Måske jeg engang ændrer mening og får en ekstra kone. Men jeg tror, at det bliver sådan for altid, for det er vigtigt at kunne tage sig af sin familie.”

Havde man bare mere fritid…

Nicholas Awaafo, Tamale

Nicholas Awaafo går til boksning i klubben ’Real Tamale Boxing Club’. Der er omkring 30 boksere tilknyttet klubben, som både er et frirum, og et sted hvor byens børn og unge kan mødes. Det kan dog være svært at finde tid til at mødes til træning, fordi folk går i skole eller arbejder. Nicholas Awaafo fortæller, ”det er svært, fordi tiden er kostbar, og det er ofte ikke fritidsinteresser man først prioriterer”. Det er gratis at træne i klubben, og staten betaler for træneren Ekow Acquah, der var professionel bokser. Nicholas forsøgte også at blive professionel bokser, men måtte stoppe på grund af en skade. Nu bokser han igen, men kun for sjov.

At leve op til sit ansvar

Muniru Mohammed Saani

Muniru Mohammed Saani er ved at bygge et hus i familiens compound, hvor flere generationer bor sammen.Han sætter en stor ære i at være med til at tage vare på den store familie og være et godt forbillede for andre i landsbyen. ”Det er et stort ansvar at skulle være ansvarlig for en stor familie med både børn og forældre, men jeg sætter pris på det, for det er en vigtig opgave. Vi sørger for og hjælper hinanden. Min landsby og familien betyder meget for mig. I min fritid underviser jeg frivilligt i arabisk på skolen. Det gør mig glad at se børnene lære. Vi har et godt forhold, og mit hus er åbent for dem”.

Som far så søn?

Alhassan Abdul Latif Jimmy, Kumbungo

Alhassan Abdul Latif Jimmy har arbejdet som slagter de sidste 13 år. Slagterforretningen er et familieforetagende. I Nordghana foregår uddannelsen som slagter ikke gennem skoler, men det er derimod et fag, der nedarves gennem generationer. Fædre lærer deres sønner faget, og de lærer deres børn faget. Der har aldrig været tvivl om, at Alhassan skulle være slagter som sin far. Men Alhassan har en drøm. ”Jeg vil gerne tage en uddannelse, og selv bestemme, hvad jeg skal lave. Det er hårdt arbejde at være slagter, og selvom vi er den førende slagterforretning i området er konkurrencen hård, og jeg tjener kun cirka 12 kroner om dagen. Men jeg har en plan. Jeg vil søge ind til militæret. Som soldat i den ghanesiske hær jeg tjene penge nok til at kunne tage en uddannelse bagefter, og starte på et nyt liv. Et liv, som jeg selv har valgt.”

Beder om et nyt job

Alhassan Inusa, 35 år, Savulugu

I en sidegade til markedet i byen Savulugu, kommer Alhassan Inusa gående med sit bedetæppe under armen; han er på vej hjem fra moskeen. Han fortæller, at han er ca. 35 år gammel, og han har 2 koner og 3 børn. Over halvdelen af befolkningen i Ghanas nordlige regioner er muslimer. Dette gælder også for Alhassan og hans familie. ”Jeg går ofte i moskeen og jeg beder fem gange om dagen. Oftest beder jeg om godt helbred for mig og min familie, fremgang, gode ting, og at jeg kommer i himlen, når jeg dør.” Religionen er en vigtig del af hans liv og den giver ham ikke kun moralske og sociale retningslinjer, men kirken er ofte også centrum for folks sociale liv, samt socialt sikkerhedsnet. ”Lige for tiden beder jeg om, at der må komme et godt job. Jeg har arbejdet som slagter i 4 år, men virksomheden udvikler sig ikke, så jeg prøver på og beder til at finde et andet arbejde.”

På den høje hest

Mohammed er høvding i landsbyen Nambagia i Kumbungu distriktet. I Nordghana er der sideløbende med det almindelige demokratiske system et traditionelt styresystem, hvor det er høvdinge og ældre, der træffer beslutninger i landsbyer. Dette gælder for eksempel i forhold til fordeling af jord, udviklingsprojekter i landsbyen, sociale områder eller ved konfliktløsning. Det er et prestigefyldt hverv, som er eftertragtet af mange. Som Muhammed siger; ”det er vigtigt, at jeg foregår som et godt eksempel og som en rollemodel i landsbyen, og jeg forsøger, at være visionær og skabe udvikling i min landsby.” Han mægler også mellem familier, klaner, grupper af unge eller andre, hvis der er opstået konflikter, for som han siger: ”Uden fred ingen udvikling”.

Drømmer om at gøre en forskel

Hamida Yussif, 18 år, Warizeehe, Tamale

Hamida Yussif står på gaden i bydelen Warizeehe i Tamale, hvor hun bor med sine forældre. ”Jeg drømmer om at blive sygeplejerske. Lige nu læser jeg økonomi, så jeg senere kan blive optaget på sygeplejerskeskolen.” Fast besluttet fortæller hun, ”jeg vil gerne vil være sygeplejerske, så jeg kan tjene penge og hjælpe mine forældre, og jeg vil rigtig gerne hjælpe og behandle børn, når de er syge.” Hamida er ikke den eneste i kvarteret, der gerne vil gøre en forskel for sit lokalområde. En tidligere lærer har åbnet en børnehave med tilhørende børnehaveklasse for kvarterets børn, der ellers ikke kom i skole. Hun tilbød alle forældre, at hun ville holde øje med deres børn i løbet af dagen og samtidig undervise dem for et mindre beløb. Der er nu mange børn i hendes skole, der kan fortsætte i den almindelige skole. Børn, der måske ellers ikke ville være kommet i skole.

Et pigeliv

Asana Alhassan, Kukuo, Kumbungu

Asana Alhassan og hendes venner står i marken. De griner og snakker, mens de tærsker ris. Når risen er tærsket, pakker de det i sække a 100 kilo, som de sælger på det lokale marked. Asana er en ganske almindelig pige fra Nordghana. Hun hjælper på familiens marker, sælger deres landbrugsprodukter på markedet, og så hjælper hun også til i den lille butik, der ligger foran familiens hus. Hjemme tager hun sig af de huslige pligter og kigger efter de mindre børn. Asana har aldrig gået i skole. Dette gælder desværre for mange piger. I de fattige familier er det oftest en prioritering at sende drengene af sted i skole først, så færre piger end drenge får en uddannelse. Hun er endnu ikke gift, og har heller ingen børn. Men, som hun siger, ”de vigtigste ting i livet at få børn og tjene penge”. Pigerne kan godt lide at danse den traditionelle dans Torra sammen, når de har tid.

Please reload

  • Facebook B&W

Vi bruger cookies - læs mere her